Beskrivelse
Hvad bliver en brugt stofserviet eller en udtjent dug fra Grøften i Tivoli til, når den har udtjent sin værnepligt?
I familieværkstedet får de gamle tekstiler nyt liv, når vi ruller ærmerne op og forvandler kasserede materialer til personligt design.
Vi har fyldt bordene med farverige genbrugstekstiler fra Textilia (Tidligere De Forenede Dampvaskerier A/S), og her handler det om at genopdage værdien i det, andre har smidt ud. Gennem enkle, klassiske håndværksteknikker kan både børn og voksne skabe deres egne unikke tekstilblomster, og man kan designe op til tre blomster, så man kan tage en hel lille evighedsbuket med hjem.
Værkstedet er skabt som et frirum til fordybelse, hvor der er tid til at øve sig, mærke materialerne og lege med farvesammensætninger.
